To udenlandske mænd stak af fra regningen og truede tjeneren
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra tirsdag 5. juli til onsdag 6.juli
Bedrageri
To mænd på 37 år og 41 år fra henholdsvis Letland og Litauen blev i aftes klokken 21.30 anholdt og sigtet for bedrageri efter at have forsøgt at stikke af fra en regning.
De to mænd havde spist og drukket for 850 kroner på en restaurant i Aarhus, og forlod restauranten uden at betale, hvorefter tjeneren fulgte efter dem ud på gaden, hvor de to mænd opførte sig truende over for tjeneren og pressede ham op af muren.
En kollega fra restauranten kom også ud på gaden og ringede til politiet, der kort efter kom til stedet.
De to mænd blev anholdt og bragt med ind på politistationen. Sagen vil nu blive forelagt Udlændingestyrelsen med henblik på eventuel udvisning af de to mænd.
Døgnet i øvrigt:
Færdsel
Færdselsuheld
En 55-årig mandlig bilist kørte tirsdag kl. 13.32 ad Århusvej mod nord. Af ukendte årsager mistede han herredømmet over bilen, der endte på siden i grøften. Der skete ingen personskade.
Færdselsuheld
En 19-årig mandlig bilist og en 41-årig mandlig bilist kørte tirsdag kl. 17.07 ad Århus Syd-motorvejen i Sydvestlig retning. Den 19-årig ville foretage en overhaling af den 41-årige og mistede pga. vådt føre kontrollen over sit køretøj og påkørte den 41-årigs bil i venstre side. Dette resulterede i, at den 19-åriges bil snurrede rundt og påkørte autoværnet. Der skete ingen personskade.
Færdselsuheld
En 40-årig kvindelig bilist kørte tirsdag kl. 16.50 ad Herning-motorvejen og op ad tilkørselsrampen til E45. Ved sammenfletningen kørte hun ind foran en 36-årig mandlig lastbilchauffør. Lastbilchaufføren ramte kvindens bil på bagenden, hvorved den snurrede rundt og ramte autoværnet i midterrabatten. Den 40-årige kvinde blev herefter påkørt af en 26-årig mandlig bilist i anden vognbane. Der skete ingen personskade.
Spirituskørsel og kørsel uden førreret
En 42-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 23.15 på Ydunsvej i Åbyhøj bragt til standsning af en patrulje, som ved en udåndingsprøve konstaterede, at manden var spirituspåvirket. Manden blev ligeledes sigtet for kørsel uden at have generhvervet førerretten. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Spirituskørsel
En 28-årig mandlig bilist blev natten til onsdag kl. 00.33 på Sønder Allé i Aarhus bragt til standsning af en patrulje, som ved en udåndingsprøve konstaterede, at manden var spirituspåvirket. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Kørsel uden førerret og narkokørsel
En 27-årig mand førte tirsdag kl. 16.33 på Hvedevej i Randers personbil i narkotikapåvirket tilstand. Manden blev ligeledes sigtet for kørsel uden førerret. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Kørsel uden førerret
En 35-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 11.04 på Edwin Rahrs Vej i Brabrand bragt til standsning af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden førerret til det pågældende køretøj.
Kørsel i frakendelsestid
En 26-årig mandlig bilist blev natten til onsdag kl. 02.10 på Gudrundsvej i Brabrand bragt til standsning af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden at have generhvervet førerretten.
/lnb