Tyv tog alarmer af tøj i prøverum og forsøgte at stikke af
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra torsdag 23. juni til fredag 24. juni
Butikstyv i Bruuns
Ved lukketid kl. 20.12 opdagede en ansat i Sportsmaster i Aarhus, at en mand endnu opholdt sig i prøverummet og kom ud med en taske over skulderen. Den ansatte blev mistænkelig og gik ind i prøverummet. Her lå et par bukser med flere alarmbrikker i. Den ansatte standsede manden ved udgangen af butikken og tilbageholdt ham. I tasken havde han to Peak sweatshirts, to caps, Peak og Nike, en Nike t-shirt og en Nike hue, i alt til en værdi af kr. 2.500. Alarmerne var taget af det hele, og noget af tøjet var ødelagt som følge heraf. Manden erkendte butikstyveri og blev løsladt efter afhøring.
Brand i fritidsinstitution
I nat kl. 03.29 fik politiet anmeldelse om brand i en fritidsinstitution på Ryhavevej i Aarhus. Da politiet kom frem, var Brandvæsenet stadig ved at slukke ilden. En nedbrydning af tagpladerne var nødvendig for at slukke ilden helt. Brandslukningen forventes at var indtil kl. 10.00, hvorefter politiet, så snart det er muligt, vil komme ind og undersøge stedet med henblik på at finde en brandårsag. Beboere i en nærliggende blok blev bedt om at lukke døre og vinduer for at undgå røgens indsivning.
Der er ikke sket noget med de omkringliggende bygninger. Der kan endnu ikke siges noget overhovedet omkring årsagen til branden.
Færdselsuheld
En 20-årig mandlig bilist kørte i går morges ad tilkørselsrampen fra Viby Ringvej på Åhavevej mod øst. Bilisten mistede herredømmet over bilen, som forulykkede i en lygtepæl i midterrabatten.
Færdselsuheld
En 48-årig kvindelig bilist førte i går kl. 08.28 en bil ad Søren Frichs Vej i Aarhus mod sydvest og foretog et højresving ad Frejasvej, hvorved hun påkørte en 41-årig mandlig cyklist, som kørte i samme retning. Cyklisten havde mindre smerter i venstre arm, men var ellers ikke kommet til skade.
Færdselsuheld og spirituskørsel
En 30-årig mandlig bilist førte i går kl. 22.36 en personbil ad Elverdalsvej i Højbjerg mod nord og påkørte et vejtræ i højre side af vejen mellem kørebanen og fortovet udfor nr. 144. Bilisten forsøgte at starte bilen og køre fra stedet efter uheldet, men opgav og forlod stedet til fods. At vidne fulgte efter, og manden blev anholdt af tilkaldt politi, sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand samt kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
En 22-årig mandlig bilist førte i nat kl. 01.40 en bil ad Viby Ringvej i Viby uagtet, at han var påvirket af euforiserende stoffer.
Kørsel uden førerret
En 23-årig mandlig bilist førte i nat kl. 02.14 en varevogn ad Illerupvej i Aarhus uagtet, at han ikke havde erhvervet førerret.
Kørsel uden førerret
En 19-årig mandlig bilist førte i nat kl. 02.53 en afmeldt personbil ad Frederiks Alle i Aarhus uagtet, at han ikke havde erhvervet førerret.