Mand på sædet overfor knappede en øl op - og så tog han hånden ned i bukserne
En 21-årig kvinde havde onsdag morgen en uheldig oplevelse i lokalbanetoget mod Hillerød Station. Kvinden tog toget fra Helsingør klokken 7.48, skriver Nordsjællands Politi på sin døgnrapport. Hun satte sig midt i toget, og undervejs satte en ung mand sig på sædet overfor.
Manden åbnede en øl, skriver politiet, og så tog han sin hånd ned i bukserne.
Det havde kvinden ikke lyst til at overvære, så hun rejste sig op, og det fik manden til at sætte foden op på sædet. Manden gik ud af toget på Hillerød Station.
Kvinden har forklaret politiet, at manden er omkring 165 centimeter høj og spinkel af bygning og har beskrevet hans udseende som "filipinsk". Han havde en grå hættetrøje på, blå bukser og havde en plastikpose med sig. Manden stod af toget i Hillerød klokken 8.18.