Fortsæt til indhold

IT-kriminelle lokker penge fra firmaer

Østjyllands Politi advarer virksomheder mod IT-kriminelle i sommerperioden.

Krimi
Arkiv

En ny form for IT-svindel, der går under betegnelsen CEO-fraud, har på det seneste ramt flere østjyske virksomheder. Østjyllands Politi opfordrer nu til, at virksomhederne går deres IT-sikkerhed efter i sømmene og kommer med gode råd til, hvordan man undgår at blive det næste offer.

CEO-fraud er et svindelnummer, hvor IT-kriminelle udnytter virksomhedernes egne medarbejdere, typisk en bogholder, ved at sende en email, der ser ud, som om den kommer fra topchefen, hvori der står, at medarbejdere skal lave en eller flere overførsler til banker i udlandet. E-mailen kan være yderst troværdig i både sprogbrug og indhold, hvilket kan skyldes, at IT-kriminelle har opbygget et forhåndskendskab til virksomheden blandt andet ved at hacke mailsystemerne, så de kan læse med i chefens, og andres, mails. Når betalingen er gennemført, viderefører de IT-kriminelle beløbene til konti i andre banker.

Tre tilfælde
Alene i denne uge har Østjyllands Politi modtaget tre anmeldelser fra østjyske virksomheder, der er blevet udsat for dette svindelnummer. I to af sagerne blev der overført beløb i 100.000 kroners-klassen til udenlandske konti, mens det i den tredje sag ikke lykkedes de IT-kriminelle at få overført penge.
Østjyllands Politi opfordrer virksomhederne til at informere deres medarbejdere om denne form for IT-svindel og særligt være opmærksomme på følgende:
• Svindlerne forsøger ofte at stresse medarbejdere med korte tidsfrister
• Er der opdaterede procedurer for oprettelse af større overførsler i virksomheden – og bliver de fulgt?
• Ofte vil svindlernes modtagerkonto tilhøre en nyoprettet virksomhed – en internetsøgning på modtagervirksomheden kan afsløre, om der er grund til mistanke
• Svindlernes kan have et forhåndskendskab til virksomheden og via overvågning af e-mails udnytte situationer, hvor den pågældende chef er svært tilgængelig, og for eksempel holder ferie eller er ude at rejse – derfor bør virksomhederne være særligt opmærksomme på, hvor mange holder sommerferie, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.