11 segways er kommet i de forkertes hænder
Turister og andre kørelystne gæster kan ikke længere prøve kræfter med de tohjulede energibundter på Dybbøl-Banke. Tyveriet af de 11 segways, som Outdoor Tours ApS bruger til fortællingen om 1864-historien i området, har betydet, alt al kørsel indstilles på ubestemt tid.
"Det er beklageligt, og det ærgrer mig, at vi ikke kan tilfredstille de kunder, det står i kø for at prøve vores rullende turistattraktion," fortæller Jacob Bendtsen, Outdoor Tours ApS.
De 11 segways stod parkeret på en aflåst, lukket trailer på en privat grund ved Dybbøl Banke, da tyve onsdag aften i tidsrummet kl. 20-22 brød trailerens lås op og stak af med hele traileren.
Tilsammen udgør segways og trailer en værdi af cirka en million kroner.
Efterlysning
Torsdag middag meldes en trailer fundet på Tegetesstien i Kolonihaverne Sønderskov. Traileren formodes at være placeret her i tidsrummet onsdag kl. 23.00 - torsdag kl. 12.00.
Outdoor Tours bekræfter, at det er den stjålne trailer, der er fundet dog uden indhold.
De 11 segways er endnu efterlyst og Sønderborg politi opfordrer til, at borgere, der har observeret noget, der kan lede dem videre i sagen, bedes tage kontakt på telefon 114 hurtigst muligt.
Outdoor Tours har udlovet en dusør på 5.000 kroner til personer, der kan hjælpe til med at finde køretøjerne.
"Vi er forsikret, men det vigtigste er, at vi får fundet vores segways så hurtigt som muligt, for vi har folk, der venter," siger Jacob Bendtsen.