Ung bilist fik stor bule i sin bil: Kørte ud i kryds og blev påkørt
Kørte ud for ubetinget vigepligt og blev ramt af en anden bil.
Mandag 12. juni klokken 07.03 skete der et færdselsuheld med to biler i T-krydset ved Bakkevej og Eshøjvej lidt syd for Lading. Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at en 21-årig mandlig bilist kom kørende ad Eshøjvej mod øst og kørte ud i krydset, hvor han blev ramt af en 37-årig kvindelig bilist, der kom kørende på Bakkevej i sydlig retning.
Den unge mand, som er fra lokalområdet, fik en stor bule i siden af bilen, men ingen af førerne kom umiddelbart alvorligt til skade sammenstødet, og der var såvidt vides ikke andre personer i nogen af bilerne.
Den 37-årige kvinde kommer fra Thorsø-området, oplyser politiet, der har sigtet den 21-årige mand for ikke at overholde sin vigepligt.