Fortsæt til indhold

9 personer evakueret fra bygning i Løsning

Krimi
Jeppe Rafn

Ni personer blev i nat kort efter midnat banket op og evakueret fra deres lejligheder på Gl. Præstegårdsvej 6 i Løsning.
En af beboerne sad og spillede computer i sin lejlighed, da han lugtede røg fra den fælles entré. Ude i entréen var der ild for enden af gangen, hvor der stod nogle papkasser og reoler.
Beboeren, en 22-årig mand, slog alarm til politi og brandvæsen, som kom ud og fik de ni beboere ud af bygningen. Branden blev hurtigt slukket, oplyser lokalpolitiet i Horsens, så beboerne kunne komme tilbage i deres lejligheder. En enkelt person blev sendt til behandling på sygehuset for en mulig røgforgiftning.
Politiet kender ikke brandårsagen, men det kan muligvis skyldes et heksehyl, som et vidne har set blive smidt. Fyrværkeriet kan muligvis have sat ild i papkasserne, der stod i den fælles entré.