Flugtbilist sprang ud af kørende bil og lod den fortsætte som førerløst misil på p-plads
Narkokørsel, kørsel indenom, kørsel uden førerret og uden sikkerhedssele. Det er ikke småting en 21-årig mand fra Brabrand står tiltalt for, efter han onsdag blev anholdt i en vanvittig biljagt. Det oplyser Østjyllands Politi.
En patruljebil så klokken 13.50 at en Mercedes foretog flere indenomsoverhalinger på Silkeborgvej i Aarhus. Ved Tinesvej forsøgte bilisten igen at overhale en bil højre om, men her ramte han kantstenen og overhalingen mislykkedes.
Ved City Vest svingede han ind på parkeringspladsen, og da patruljen havde givet tegn til at han skulle standse, var de nu af den opfattelse, at manden ville stoppe. Det gjorde han ikke, og hvad han gjorde, må alligevel have chokeret betjentene. Den 21-årige satte nemlig kørslen ned til 10-15 km/t, sprang ud af bilen og lod Mercedesen køre førerløst videre som et misil.
Bilen påkørte først en parkeret VW Touran og ramte derefter nogle pullerter udenfor City Vest, hvor den standsede. Politiet eftersatte nu manden i både bil og til fods, og han blev kort efter anholdt i et forretningslokale, der var under ombygning.
I bilen fandt man euforiserende stoffer, og på den måde nåede listen af sigtelser at blive så lang, oplyser Østjyllands Politi.