Fortsæt til indhold

Tricktyve stjal iPad fra forretning

Tre udenlandske personer forvirrede personalet og stjal en iPad i Auning Radio og TV

Krimi
Af Martin Schultz

Tre udenlandske tricktyve havde mandag eftermiddag kl. 17.25 held til at forvirre personalet i Auning Radio og TV. Efter de tre udlændinges besøg i forretningen i Østergade i Auning var der blevet stjålet en iPad.
Bag episoden stod tre udenlandske personer, en kvinde og to mænd. De tre kom ind i Auning Radio og TV mandag eftermiddag kl. 17.25.
Ifølge politiet ville de tre købe et kabel til den enes telefon.
De betalte med en tusindekroneseddel og bad om at få penge tilbage i euro. Dette blev afslået af personalet.
”De forvirrede nu ekspedienten ved at give ham nogle af pengene tilbage, ville så købe en shaver og betale den med euro. De forvirrede således omkring betaling i kroner og euro og forskellige ønsker,” fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da de tre forlod butikken, konstaterede personalet, at en Ipad, der havde stået ved siden af shaveren, var stjålet.

Samme gerningsmænd på spil i Aarhus

Ifølge Østjyllands Politi skete der et lignende tricktyveri tidligere mandag eftermiddag i isbutikken Yogo i Guldsmedegade i Aarhus.
Her kom to personer ind i isbutikken og købte varer, som de betalte med en tusindkronseddel.
Efterfølgende ønskede de at veksle byttepengene, hvorved der opstod forvirring. En tredje person kom ind i butikken midt i samtalen og skabte derved yderligere forvirring.
De tre personer kommunikerede alle på et fremmedsprog. Da de tre personer havde forladt butikken, blev det konstateret, at der var stjålet et kontantbeløb.
Signalementet på gerningspersonerne på de to tricktyverier stemmer rimeligt overens, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er tale om de samme personer.