87-årig kvinde vækket om natten af indbrudstyv
Jeppe Rafn
En 87-årig kvinde blev natten til torsdag klokken 00.30 vækket af en person, der forsøgte at bryde ind i kvindens hjem på Lupinvej i Rask Mølle.
Den ældre kvinde tændte lyset, hvilket fik gerningspersonen til at opgive indbruddet.
Politiet har sidenhen konstateret, at der er forsøgt opbrudt et vindue i stuen.
Indenfor samme tidsrum har der været yderligere et indbrud i en villa på Lupinvej i Rask Mølle. Det er sket i tidsrummet fra tirsdag klokken 12 til torsdag klokken 14.
Her er gerningspersonen kommet ind via et vindue og har stjålet mønter for omkring 1.000 kroner.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.