Dyrlæge advarer mod giftig plante i hø
Jacob Nielsen
Pludselige vejrtrækningsproblemer, høj puls, feber og blødning fra næsen. Det er de symptomer, som to ellers raske heste fra Thisted i Nordjylland har haft de to seneste uger, hvilket har ført til, at de måtte aflives. Det skriver Nordjyske.dk.
Det er dyrlæge, Gunnar Yde, som har måttet aflive hestene, og han er rystet over de to forløb. I de 30 år han har arbejdet som dyrlæge, har han aldrig set så udprægede symptomer før, siger han.
Han advarer nu alle hesteejere om at være opmærksomme på at undgå planten "engbrandbæger" i det hø, de fodrer med.
Nærmere undersøgelse af hestene viste nemlig alvorlige leverskader, og derfor mistænkes det, at den giftige plante er årsag til de to dødsfald, skriver Nordjyske.dk.