Fortsæt til indhold

Fuld mand og tre andre rullede om på taget

Krimi
Kian Johansen

En 20-årig mand og tre medpassagerer rullede rundt torsdag aften kl. 20.38 på Randersvej mod nord ved Hadsten. Bilisten mistede herredømmet over køretøjet og endte i grøften. Bilen rullede rundt og endte på taget. Den 20-årige var påvirket af spiritus over det tilladte, hvorfor han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. En passager blev kørt til skadestuen for tjek, men var uskadt, oplyser politirapporten fra Østjyllands Politi.

74-årig cyklist svingede ud på vejen

En 74-årig kvinde cyklede i torsdag klokken 13.11 ad Skanderborgvej ved Haldum. Da en 32-årig bilist, der kørte i samme retning, skulle passere forbi, lavede cyklisten et sving ud på kørebanen, hvorved sidespejlet på bilen ramte cyklens styr. Kvinden væltede og havde efter uheldet ondt i armen, oplyser Østjyllands Politi.

Slingende bilist brugte hele vejen

Et 33-årigt vidne anmeldte torsdag kl. 15.16, at han på Vesselbjergvej i Hadsten kørte bagved en personbil der slingrede kraftigt og brugte hele kørebanen. Bilen drejede af og kørte på motorvejen. Politiet forfulgte bilen og fandt den efterfølgende i nødsporet på motorvejen. Bilens fører, en 33-årig mand, blev alkometertestet til over det tilladte.
Den 33-årige mand blev anholdt og medtaget til politigården for udtagelse af blodprøve.
Da det ikke var første gang den 33-årige blev stoppet for spirituskørsel blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 33-årige blev sigtet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.