30-årig mand erkender at have begået to røverier i Horsens
En 30-årig mand fra Horsens har erkendt, at det var ham, der onsdag begik røveri mod Rema1000 og torsdag røveri mod Netto i centrum af Horsens.
Efter gårsdagens røveri klokken 16 i Netto fandt politiet hurtigt ud af, at det var den samme person, der havde begået røveriet, og som man var klar over også havde begået røveriet i Rema1000 i onsdags.
Efter røveriet søgte politiet efter manden på forskellige adresser og rundt omkring i byen, og klokken 18.20 blev han pågrebet og anholdt af en hundepatrulje. Anholdelsen skete på gaden i nærheden af discountbutikkerne, der ligger blot et par hundrede meter fra hinanden i centrum af Horsens.
Efter anholdelsen ransagede politiet en adresse, hvor man fandt den malerdragt, som røveren havde haft på under røveriet i Netto.
Medgerningsmand
Kort efter anholdelsen af røveren anholdte politiet en 49-årig mand på en adresse i Horsens. Han er blevet sigtet for medvirken til de to røverier, men er blevet løsladt igen og vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.
Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke afsløre nærmere, hvilken rolle den 49-årige eventuelt har haft i røverierne.
Den 30-årige mand, der har erkendt røverierne, bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.