Hørte ikke sexgalning før han slog til
Den 22-årige kvinde reagerede med råb og skrig, hvilket sandsynligvis blev hendes redning
En 22-årig kvinde fra Køge blev lørdag morgen omkring klokken 06.30 brutalt overfaldet bagfra af en fremmed mand, da hun på vej hjem fra en bytur i København. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden havde høj musik i ørerne, da hun gik på en sti mellem Kongsberg Alle og Skovmarken i Køge. Af samme årsag kunne hun heller ikke høre, at gerningsmanden sneg sig ind på hende. Pludselig overfaldt manden hende bagfra ved at skubbe hende omkuld og sætte sig overskrævs på hende.
Ifølge kvinden sagde overfaldsmanden, at han ville voldtage hende, men hendes høje råb og skrig skræmte tilsyneladende manden og gjorde, at han løb væk fra stedet i retning mod Søndre Alle.
Flere politipatruljer ledte efterfølgende efter ham i området uden held.
Overfaldsmanden beskrives som: mand af anden etnisk oprindelse end dansk, sort hår og brune øjne. Politiet fandt ikke nogen mistænkte i området og undersøgte efterfølgende gerningsstedet med bl.a. hunde for at finde eventuelle spor fra gerningsmanden. Kvinden slap fra overfaldet uden større fysiske skader, men var dog påvirket af hændelsen, som politiet indledningsvist har behandlet som et forsøg på voldtægt ud fra gerningsmandens udtalelser under overfaldet.
Hjælp gerne med at dele efterlysningen i Facebookopslaget nedenfor.