Fortsæt til indhold

Pas på disse østeuropæiske tricktyve

Krimi
Jeppe Rafn

Søndag klokken 11.47 forsøgte tre kvinder sig med et tricktyveri i Spar på Smedetorvet i Horsens.
Kvinderne købte ad to omgange varer og betalte med en 1.000 kroneseddel. Men de fortrød købet og ville derfor levere varerne tilbage.
En ansat var opmærksom på, at kvinderne nok ikke havde rent mel i posen, så det lykkedes dem ikke at snyde sig til penge, da der skulle veksles varer og penge.
Det er de ellers lykkedes med flere gange i dagene forinden. Alt tyder på, at det er de samme personer, der har begået flere tricktyverier mod borgere og forretningsdrivende i Vejle, Sønder-Omme, Tørring og Horsens. Politiet opfordrer til, at man i hele politikredsen er særligt opmærksom i den kommede tid.
Tricktyverierne foregår efter samme model, hvor man skaber forvirring under påskud af at ville veksle penge. Tricktyvene er set køre i en mørkeblå Renault Scenic eller Opel Zafira. Altså en lidt større bil, hvor der har siddet en mand og ventet.
Kvinderne bliver beskrevet som østeuropæiske af udseende, der taler gebrokkent engelsk. En af dem er cirka 40 år og har helt mørkt hår, grove ansigtstræk og ser sur og gal ud. En anden af dem er i 20'erne og har rødt blondt hår og har en dyb stemme. De har begge haft flere lag tøj på.
Manden er cirka 30 år og har mørkt, næsten kronraget hår.
Som ved episoden i Spar har der nogle gange været tre kvinder, andre gange to og i selskab med manden.
Politiet vil meget gerne stoppe tricktyvene, og man opfordrer til straks at ringe 114 og orientere politiet, hvis man ser dem.