Fortsæt til indhold

Butiksekspedient snydt for 500 kroner af udenlandske tricktyve

Krimi
Jeppe Rafn

Der manglede 500 kroner i kassen hos tøjbutikken Bux 45 i Nørregade i Horsens, efter man i går sidst på eftermiddagen havde haft besøg af tre udenlandske tricktyve.
Den ene af tricktyvene, en kvinde, gik til kassen for at købe en neglelak. Hun betalte med en 1000-kroneseddel og skulle så have 850 kroner tilbage. Hun bad om af få tilbage i euro, men da det ikke kunne lade sig gøre, ønskede hun ikke at købe neglelakken alligevel og ville lade handlen gå tilbage.
I forbindelse med tilbagebetalingen lykkedes det for kvinden at få fingre i en 500-kroneseddel, uden ekspedienten opdagede det.
"Man skal være meget omhyggelig med at få og give penge tilbage og for eksempel ikke lade kontanter ligge på disken. Tricktyvene er meget fingersnilde," advarer politikommissær Allan Munkholm fra Horsens Lokalpoliti.
Han er ikke i tvivl om, at tricktyven udmærket var klar over, at hun ikke ville kunne få tilbage i euro, og altså bevidst fremprovokerede en situation, hvor hun fik lejlighed til at stjæle nogle penge. Det er også langt fra første gang, butikker bliver bestjålet af tricktyve, der fremprovokerer situationer, hvor de kan få fingre i kontanter.
Tricktyvene forduftede hurtigt efter episoden, så ekspedienten opdagede først, der manglede 500 kroner, da de var ude af butikken.

Sydeuropæere der talte gebrokkent engelsk

Den kvindelige tricktyv beskrives som en sydeuropæisk kvinde på cirka 25 år og 160-165 centimeter høj. Hun var kraftig og havde langt sort hår i en hestehale. Kvinden talte gebrokkent engelsk og havde en mønstret hvid t-shit på, en nederdel og medbragte en mørk taske.
Hun fulgtes med to mænd på cirka samme alder, der ligeledes talte gebrokkent engelsk og lignede sydeuropæere med kort sort hår.