Nu er han bag lås og slå
En decideret seriebedrager er ved Retten i Næstved idømt et års fængsel
En 31-årig mand fra Næstved blev mandag ved Retten i Næstved idømt et års ubetinget fængsel for ikke mindre end 73 forhold af bedragerier og dokumentfalsk begået fra april 2014 til han blev anholdt i februar måned i år.
I langt hovedparten af forholdene snød den 31-årige købere på Den Blå Avis, idet han foregav at sælge billetter, telefoner og andet og fik køberne til at overføre pengene til sig.
I flere tilfælde betalte de godtroende ofre ham kontant, når de mødtes, men i ingen af tilfældene fik køberne hverken varer eller senere pengene tilbage.
Retten i Næstved har ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om systematisk gentagne bedragerier. Da internethandel udgør en stigende del af samhandelen og da denne handel kræver tillid, har den 31-åriges forbrydelser haft en samfundsskadelig karakter, hvilket er en skærpende omstændighed. Mandens udbytte har samlet været på cirka 140.000 kroner.
Den dømte, der tidligere en del gange var dømt for bl.a. forskelligere bedragerier og andre berigelsesforbrydelser, udbad sig betænkningstid med hensyn til anke, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.