Legoklodser
En 44-årig kvinde fra Roskilde fornemmede klart, at der var noget i gære, da hun søndag omkring klokken 13.30 blev antastet af to østeuropæiske kvinder på Skovbovængets Alle i Roskilde, mens hun var ude og gå tur med sine hunde.
Kvinderne henvendte sig til den 44-årige og bad om lov til at bygge et tårn af legoklodser. Byggeriet skulle ifølge Midt- og Vestsjællands Politi foregå ved et bord, og kvinderne fremviste samtidig et stykke papir.
Det som sandsynligvis må betegnes som begyndelsen på et tricktyveri blev dog afbrudt af den 44-åriges hunde, som tilsyneladende skræmte de to "legoentusiaster" væk.
Kvinden fandt dog optrinnet så besynderligt, at hun har anmeldt det til politiet, som har fået følgende signalement med på de to:
A: Kvinde, østeuropæisk af udseende, 40-45 år, lyst afbleget hår, grimme tænder.
B: Kvinde, 35-40 år, rødhåret.