Chauffør måtte løbe for livet
Chauffør troede, han var punkteret, men fik sig en gedigen overraskelse
En lastbilchauffør fra en af Esbjergs største lastbilfirmaer, Esbjerg Gods, fik sig en ubehagelig overraskelse, da han i går aftes omkring kl. 20:40 nærmede sig afkørslen mod Hjallese på E20.
Chaufføren var på vej til København med kakaomælk, vand og hestefoder, da han pludselig var nødt til at dreje ind i nødsporet, fordi han troede, at det ene dæk var punkteret.
Men det skulle vise sig at være meget mere alvorligt.
Da den opmærksomme chauffør forlod førehuset, opdagede han til sin store skræk, at flammer var i gang med omgive den første af to vogne på lastbilen.
Chaufføren flygtede straks og ringede derefter til brandvæsenet, som kom frem efter cirka syv minutter og hurtigt fik styr på flammerne, som dog efterlod vogn og førehus i total ødelagt stand.
"De var lynhurtigt på stedet og var meget professionelle. Det samme var Dansk Autohjælp, og det betød, at der ikke var kø for andre bilister i ret lang tid," lyder det fra Peter Kristiansen, teknisk ansvarlig i Esbjerg Gods, som sidder med den uheldige chauffør ved sin side, da vi har ham i røret.
Peter Kristiansen er ret sikker på, at han ved, hvad brandårsagen er.
"Det skyldes nok et defekt hjulleje, der kan blive så varmt, at det kan antænde," forklarer han.
Gratis burger og cola
Midt i den hektiske brandslukning var der dog også en positiv historie.
Lastbilchaufføren blev kørt til den nærmeste McDonald´s, hvor restauranten serverede gratis burger og Big Mac.
"Han var rystet, så det var vældig pænt af dem. Men i dag er han på vejen igen mod København," fortæller Peter Kristiansen.