Kørte galt og flygtede igen
Østjyllands Politi kender mandens identitet
En 30-årig mandlig bilist gjorde i går alt, han kunne, for at slippe fra ordensmagten.
Det lykkedes ham også, men Østjyllands Politi ved, hvem han er, så hans lidet imponerende indsats var næppe besværet værd.
Ved 17.55-tiden blev manden snuppet i en fartkontrol, da han kom kørende ad Edwin Rahrs Vej i østlig retning med hele 104 km/t.
En patrulje forsøgte at bringe ham til standsning, men manden var ikke interesseret i at stoppe. Under flugten mistede han dog herredømmet over sin bil og påkørte først et gelænder i midterrabatten og derefter en betonklods i krydset ved Bentesvej.
Han opgav dog ikke sit flugtforetagende og stak derfor af til fods, men ifølge politiet kender de den 30-årige fra tidligere, og derfor skal han nok se frem til en visit inden længe.