41-årig brugte sin hund som våben i vanvittigt overfald
En 41-årig mand fra Horsens modtog tirsdag i Retten i Horsens dom i en kombineret sag om grov vold og røveri. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den 41-årige overfaldt tidligere på året en 70-årig mand fra Horsens. Under overfaldet brugte han blandt andet sin hund som våben mod den 70-årige, som blev bidt af hunden, hvilket medførte, at han fik en cirka seks centimeter lang flænge i benet.
"Den 41-årige slog også den 70-årige mand i hovedet flere gange, dels med knytnæve og dels med hundens metalmundkurv," fortæller Jesper Rubow, anklager fra Sydøstjyllands Politi.
Udover episoden med hunden blev den 41-årige mand blandt andet også dømt for et røveri, han havde begået mod et supermarked i Horsens den 3. marts 2015 og for trusler og chikane mod politiet, da de anholdt ham efter røveriet.
Den 41-årige mand er blevet mentalundersøgt i forbindelse med straffesagen, og det blev i mentalundersøgelsen konkluderet, at den dømte er sindssyg. Ved Rettet i Horsens fik den 41-årige en behandlingsdom, ligesom han blev frakendt retten til personligt at beskæftige sig med hunde i tre år.
Den dømte modtog dommen, oplyser politiet.