Teenage-dreng efterlyses for krænkelse af lille pige på løbehjul
En 9-årig pige fra Holbæk var søndag omkring klokken 17.30 ude og køre på løbehjul på cykelstien øst for Jernløsehallen i Nørre-Jernløse. Her blev hun kontaktet af en cirka 14-årig dreng, der antastede hende og begyndte at kysse og beføle hende.
Pigen vristede sig løs af drengen og skyndte sig væk fra stedet. Drengen stak af i modsatte retning.
Drengen beskrives som: dansk af udseende, 12-14 år, ca. 160 cm høj, spinkel af bygning, brunligt mellemlangt hår. Mange bumser og fregner. Kørte på tofarvet cykel, hvor den ene farve var blå. Cyklen havde brede dæk og drengen havde en cykelhjelm på, der matchede cyklens farvet og havde en trekant formet i nakken.
Politiet hører meget gerne fra vidner eller andre, der ud fra signalementet kan oplyse, hvem drengen er. Ring på 1-1-4.