"Lad dem nu bare hænge, stritte, strutte eller hvad de nu gør"
Der er blevet længere og længere mellem topløse kvinder på strandene de seneste mange år, og det er heller ikke helt uproblematisk, hvis man som kvinde vælger at smide toppen og solbade på lige vilkår med mænd. Det måtte blogger og foredragsholder, Charlotte Højlund, sande, da hun for nylig var på stranden i Skagen. Charlotte droppede selv bikini-toppen for et par år siden i oprør mod tidens ny-puritanisme.
"I dag gemmer vi brysterne væk i toppe og bh'er, der skal løfte, rette, formindske og gemme de stive brystvorter forårsaget af vestenvinden væk bag et tykt skumgummilag, der suger en pokkers masse vand, så den aldrig tørrer, men i stedet sørger for, at vi er konstant kolde og får ondt i vores bryster. Det er pokkers ubehageligt. Hvorfor? Hvorfor skal jeg og andre kvinder have en masse ubehag, fordi nogle har vedtaget, at det nu efter årtiers frisind ikke længere er okay at være fri – også som kvinde? Det er slut nu. Jeg vil ikke mere," begrunder Charlotte Højlund på sin blog.
Men hendes brysters nyfundne frihed affødte i år et nyt problem. For de sommerbilleder, som familien normalt tager og deler på Facebook kunne pludselig ikke lade sig gøre.
"Facebook tillader ikke bare bryster. Tillader ikke 'nipples', men gerne porno i alle afskygninger, bare man ikke ser det helt forbudte sted: en kvindes brystvorte. Så hvor der tidligere år, har været masser af billeder fra vores strandture, er der ikke mange i år," fortæller Charlotte, som håber, at flere vil stritte imod den nypuritanisme, som har fået rigtig mange til at tro, at det nærmest er ulovligt at være topløs i Danmark.
"Det må man faktisk godt. Og man må meget mere. Faktisk er det fuldt tilladt at bade og solbade nøgen på danske strande, så længe man ikke udviser 'uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Så lad dem for pokker hænge, stritte, strutte eller hvad de gør – hvis du har lyst. For du må faktisk godt," lyder den friske opfordring fra Charlotte Højlund.