Fortsæt til indhold

Malmøfestival tager ingen chancer

Krimi
Jacob Nielsen

Sidste år oplevede Malmøfestival flere episoder, hvor kvinder blev seksuelt forulempet, og det har fået festivallen, som skydes i gang i dag, til at skrue yderligere op for sikkerheden. Det skriver Lokaltidningen.se.
"Vi har allerede en meget høj sikkerhed. En undersøgelse viser, at 90 procent af dem der deltog sidste år følte sig sikre, men på trods af det, har vi besluttet at tage yderligere foranstaltninger og øge sikkerheden i år," siger Erland Weerasinghe, der er chef for arrangementets gadeenhed.
Et af årets tiltag har været at uddanne sikkerhedspersonalet i at blive bedre til at håndtere seksuel chikane. Ligeledes har man bygget podier blandt publikum, så vagterne har et bedre overblik over, hvad der foregår. Man har fået en bedre belysning og der er sat overvågningskameraer op på byens torve.
"Vi er så forberedte, som man kan være. Jeg synes, vi har gjort et godt stykke arbejde med at finde nye veje til at højne sikkerheden og sørge for, at festivallen bliver så god som muligt," siger Erland Weerasingh til Lokaltidningen.se.

Mange danskere vælger hvert år at besøge Malmøfestivallen, som er Skandinaviens største oplevelsesfestival - en hel uge med musik, kultur, gastronomi og meget mere i gaderne. Festivallen skydes i gang fredag den 12. august og slutter den 19. august.