Fortsæt til indhold

Fører af varebil afgået ved døden efter sammenstød

Føreren af en varebil døde senere tirsdag eftermiddag af sine kvæstelser

Krimi
Af Martin Schultz

Det alvorlige færdselsuheld på Løgtenvej tirsdag middag har krævet et dødsoffer. Det meddelte Østjyllands Politi tirsdag kl.16.19 på Twitter.
Føreren af varebilen var en 76-årig mand, som blev alvorligt kvæstet ved ulykken og som senere afgik ved døden.
Føreren af den modkørende bus kom også til skade og desuden kom en passager i varebilen lettere til skade.

Ingen passagerer i bussen kom til skade

Den alvorlige ulykke skete tirsdag 11.26, da en blå regionalbus fra Arriva og en varebil ramte hinanden på Løgtenvej mellem Hornslet og Løgten.
De to køretøjer kolliderede på en måde, så især køretøjernes venstre sider blev beskadiget.
Udover buschaufføren var der tre passagerer i bussen. Ingen af passagererne i bussen kom til skade.
Løgtenvej var efter ulykken spærret mellem rundkørslen ved Hornbjergvej i Hornslet og Kirkholtvej ved Løgten.