Knivbevæbnet røver truede sig til tankstations kontanter og cigaretter
Sent søndag aften blev Shell-tanken på Skanderborgvej i Viby udsat for et røveri
Østjyllands Politi vil gerne høre fra borgere, der kan hjælpe med oplysninger i forbindelse med et røveri i Viby sent søndag aften.
Det skriver de i mandagens døgnrapport.
Det var Shell-tanken på Skanderborgvej, der klokken 22.43 fik uventet besøg af en ung mandsperson, som var bevæbnet med en kniv.
Den brugte han til at true ekspedienten til at udlevere et mindre kontantbeløb og nogle pakker cigaretter.
Manden beskrives som værende mellem 15 og 20 år, mellemøstlig af udseende og mellem 165 og 170 centimeter høj. Han er spinkel af bygning, har kort, sort hår og taler dansk accent. Hans påklædning bestod af en sort hættetrøje, sorte bukser og et par sorte sko.
Da røveren havde fået udleveret det begrænsede udbytte, gik han fra stedet i ukendt retning.
Var du i nærheden af Shell-tanken på gerningstidspunktet eller har generelle oplysninger omkring røveriet, så kan Østjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.