Fortsæt til indhold

Stor færdselsulykke mellem Hammel og Houlbjerg

Seks personer, heraf tre børn, bragt på sygehus efter frontalt sammenstød ved Bøstrup

Krimi
Af Michael Wulff

Et bedsteforældrepar og deres tre børnebørn kørte torsdag aften kl 17.10 galt på Hammelvej ved Bøstrup mellem Hammel og Houlbjerg. Bedstefaren sad efter uheldet fastklemt og et større opbud af ambulancer, redningskøretøjer og politi blev sendt mod stedet.
Indsatsleder fra Beredskab & Sikkerhed Favrskov Anders Jensen var med på ulykkesstedet:
"De ældre mennesker kommer af en eller anden grund over i den modsatte kørebane, hvor en varevogn kommer kørende. De rammer den næsten frontalt," fortæller indsatslederen.

Fastklemt efter sammenstød

Varevognen blev på kørebanen efter det voldsomme sammenstød, men personbilen med bedsteforældre og tre børnebørn fortsatte 50 meter og landede derefter i grøften.
Manden bag rattet sad fastklemt, mens de fire andre blev hjulpet ud af forbipasserende.
Falck i Hammel sendte flere redningskøretøjer sammen med fire ambulancer og en lægebil, og så blev der rekvireret endnu en redningsvogn fra Falck i Randers.
"Vi foretog det, vi kalder en kæderedning, hvor vi trækker fronten af bilen for at få den tilskadekomne ud," siger Anders Jensen.
TV: SÅDAN VIRKER KÆDEREDNING
Bedsteforældrene, som fik knubs efter indsatslederens umiddelbare vurdering, blev kørt til sygehuset i Aarhus, mens de tre børnebørn og varevognschaufføren kom til Randers Sygehus for at blive tjekket.
Hammelvej var spærret i en periode under redningsarbejdet, men kl 19.20 kunne alle forlade stedet.