Foretog 'velfærdsfremmende massage', da politiet kom forbi
Politiet foretog tirsdag aften en aktion mod en massageklinik i Grønnegade
En massageklinik i Grønnegade i Aarhus fik tirsdag aftenklokken 18.35 uventet besøg af Udlændingesektionen ved Østjyllands Politi.
Faktisk var besøget så uventet, at en 39-årig kvinde blev snuppet midt i at 'yde velfærdsfremmende massage', som politiet beskriver det i døgnrapporten.
Dermed blev hun sigtet for ulovligt arbejde, idet hun kun har tilladelse til at opholde sig som gæst i Danmark.
Politiet måtte under aktionen samtidig skride til anholdelse af en 31-årig kvinde for at finde ud af, om hun opholder sig ulovligt i landet. Hun kunne nemlig hverken fremvise pas eller et gyldigt visum, da politiet bad om det.
Begge kvinder forventes fremstillet i grundlovsforhør torsdag med det mål at få dem varetægtsfængslet, indtil de kan blive udvist.
dcp