Fortsæt til indhold

Mads Christensen har mistet kørekortet

Krimi
Jacob Nielsen

Mads Christensen kan ikke blære sig bag rattet af sin lækre klassiske Porsche det næste halve års tid. Østre Landsret har stadsfæstet en dom mod den selvudråbte "mediefidus". En straf der gør, at han mister kørekortet ubetinget i seks måneder. Det skriver Seoghør.dk.
Mads Christensen blev taget med 112 kilometer i timen, på en motorvejsstrækning, hvor man på grund af vejarbejde kun måtte køre 80 km/t. Det kostede ham i første omgang en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 4.000 kroner ved Retten i Lyngby samt flere klip i kørekortet. Men på grund af forsinket registrering hos politiet af et klip, han havde fået for syv år siden, talte det gamle klip med, og det resulterede i yderligere et halvt års ubetinget frakendelse af kortet.
Dette mener Mads Christensen er dybt urimeligt, og derfor havde han anket dommen fra Retten i Lyngby. Men Østre Landsret gav ham ikke medhold, og derfor ser det ud til, at de lækre biler må blive i garagen frem til februar.
Om sin nye situation siger Mads Christensen til Seoghør.dk:
"Jeg er over Storebæltsbroen to gange om ugen. Offentlig transport er i mine øjne en joke. Det ville måske kunne lade sig gøre med et job midt i Aarhus, men ellers tager det ekstremt lang tid og er hundedyrt. Nærtransporten kan jeg klare på min cykel, men ellers håber jeg, at der i omgangskredsen er gode venner, hvis knægte kan lide at køre Porsche."