Søn fængslet i fire uger
Den 55-årige søn nægter sig skyldig i manddrab, men kærede ikke fængsling
Den 55-årige mand, som er sigtet for at have dræbt sin 78-årige mor, er netop blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til den 28. september ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi blev sønnen fængslet i surrogat, hvilket betyder, at han bliver anbragt på en lukket psykiatrisk afdeling.
Den 55-årige nægtede via sin advokat sig skyldig i at have dræbt sin mor, men de fire ugers varetægtsfængsling blev dog ikke kæret.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, og der er samtidig også navneforbud i sagen.
Under retsmødet kom det ifølge Ekstra Bladet frem, at den 78-årige kvinde døde som følge af kvælning.
Kvinden blev tirsdag fundet død i sit rækkehus i Brabrand. Det var en hjemmehjælper, der fandt hende på sin bopæl, og som tilkaldte politiet.
Da politiet ankom var den 55-årige søn til stede og blev anholdt.