Pistolbevæbnet mand truede ekspedient til at udlevere Oddset-kuponer for 14.000 kroner
"Jeg tror snart, han bliver fanget," siger butiksejer om bevæbnet røver
Østjyllands Politi er på jagt efter en somalisk mand, som søndag aften klokken 19.12 begik et røveri mod kiosken Extra - Sørensen Super på Stjernepladsen i Aarhus Nord.
Manden truede med pistol kioskens ekspedient til at udlevere 10 Oddset-kuponer til en værdi af i alt 14.000 kroner, fortæller ejeren til Lokalavisen.
"En somalier, jeg vil tro, han er mellem 19 og 20 år, går hen til Oddset-hjørnet og udfylder en kupon til 1.000 kroner. Da han kommer op til kassen, beder han ekspedienten køre den 14 gange igennem. Vi har den regel med den slags beløb, at vi skal have pengene efter første gennemkørsel, så ekspedienten beder ham om 1.000 kroner," siger kiosk-ejer Gunalan Palarasah og fortsætter:
"Så trækker han en sort pistol op og truer ekspedienten til at køre kuponen for 14.000 kroner, hvorefter han løber væk med kuponerne."
Den somaliske mand, som er omkring 180 centimeter høj, var iført en sort kasket og en mørk hættetrøje og stak af i nordlig retning fra Funch Thomsens Gade.
Ekspedienten nåede ikke at få annulleret kuponerne, så kiosken har mistet 14.000 kroner, fortæller ejeren, der dog glæder sig over, at røveren ikke kan få noget som helst udbytte ud af det alvorlige røveri.
"Ekspedienten var i panik, så han nåede ikke at annullere dem inden for de fem minutter, Danske Spil kræver. Det betyder, at vi har mistet pengene. Men jeg ringede og fik dem spærret efterfølgende, så nu render han rundt med værdiløse kuponer," siger Gunalan Palarasah og fortæller, at hans ansatte efter omstændighederne har det godt.
"Det er bestemt ikke en sjov oplevelse. Min medarbejder har det fint nok, men det er da ikke rart at få en pistol sigtet mod sig."
Politiet hører gerne fra borgere, der måtte vide noget i forbindelse med røveriet, men ifølge kiosk-ejeren, så skulle der være gode spor at gå efter.
"Politiet har taget fingeraftryk og videoovervågning. Der er gode overvågningsbilleder, så jeg tror snart, han bliver fanget."