Fortsæt til indhold

Oralsex og baghyler var forbudt

Krimi
Jacob Nielsen

Tidligere Faderhus-medlemmer står nu frem i MX.dk og beskylder ex-lederen af den religiøse bevægelse, Ruth Evensen, for tvang i forbindelse med sex.
"Min oplevelse var, at Ruth bestemte over folks sexliv. Hun kunne fx give mig besked om, at nu skulle jeg gå ind og have sex med min mand. Der var også en periode, hvor folk først måtte have sex, når helligånden havde sagt det til Ruth. Jeg har set par, som blev sat sammen, og hvor kvinden ikke ville, blive låst inde i et soveværelse, indtil de havde haft fuldbyrdet samleje," fortæller Camilla Johnson, der var en del af Faderhuset gennem syv år.
Også det tidligere medlem, Jerry Jensen, der i dag er 41 år, har dårlige minder, når det gælder Faderhuset, som han var en del af igennem 10 år. Han fortæller, at han blev tvunget til at gifte sig med en kvinde, som han slet ikke ville giftes med.
"Alene det at skulle have sex med et menneske, man ikke er forelsket i, gjorde, at det blev noget mekanisk noget. Det var jo tvang, og jeg følte det som et voldsomt overgreb. Men jeg så jo, hvordan andre, som nægtede de her ting, blev smidt ud. Jeg har haft det svært seksuelt lige siden," fortæller Jerry til MX.dk.
Han beretter samtidig om, at Ruth Evensen underviste i, hvad man måtte og ikke måtte seksuelt. Blandt andet skulle man ikke praktisere oralsex, fordi det kunne overføre seksuelle dæmoner mellem folk, og det var også forbudt at tage sin kone bagfra, da det var dyrisk.
Anklagerne er foreholdt Ruth Evensen, som afviser alt. Hun kalder samtidig Camilla Johnson og Jerry Jensen for ekstreme mennesker og kalder deres påstande for latterligt og en gennemført løgn, skriver MX.dk, som den seneste tid har afdækket flere sager om sexmisbrug i det danske frikirkemiljø.