Flugtbilist fra Rønde anholdt på vej til Aarhus efter vild biljagt
En påvirket bilist fra Rønde påkørte flere biler, kørte mod ensretning og overfor fem røde lys under biljagt gennem Horsens og Skanderborg på vej til Aarhus.
En 31-årig mand fra Rønde blev onsdag eftermiddag anholdt efter godt tyve minutters vild biljagt gennem Horsens, Skanderborg og videre mod Aarhus.
Politiet har i forvejen et godt kendskab til den 31-årige, som blev sigtet for både narko- og spirituskørsel foruden de mange trafikforseelser, han begik undervejs. Desuden havde manden ikke noget kørekort.
"Udover to påkørsler i Horsens kørte han fem gange overfor rødt lys, to gange mod ensretningen og også på en cykelsti," fortæller politikommissær Morten Marnow, Horsens Lokalpoliti. Heldigvis kom ingen personer til skade under den lange jagt.
Flugtbilist kørte hasarderet
Politiet satte onsdag eftermiddag klokken 15.13 biljagten ind på en sølvgrå Citroen C5 personbil, som man rutinemæssigt forsøgte at standse på Ringvejen i Horsens.
Bilisten ville ikke standse, men prøvede at køre fra politiet ind igennem Horsens centrum, hvor han blandt andet påkørte to parkerede biler, som blev ramt på sidespejl og bagskærm.
Jagten fortsatte ud ad byen på Egebjergvej ind i Egebjerg, hvor det gik til venstre ad Rådvedvej og ud på rute 170, Skanderborgvej mod nord.
"Vi har ingen måling på ham, men han kørte hasarderet," oplyser politikommissær Morten Marnow, Horsens Lokalpoliti.
Blev standset ved en let påkørsel
Ad Skanderborgvej fortsatte jagten nordpå igennem Gedved og Tebstrup, hvor Skanderborg bliver til Horsensvej. Videre ind mod Skanderborg ad Dyrehaven og Slotsholmen og ind igennem Skanderborg centrum i Adelgade og Banegårdsvej.
Ved banegården drejede flugtbilisten til højre op tog turen op ad Ladegårdsbakken og Stilling Landevej. Ved Stilling drejede han til venstre ad Virringvej igennem Stilling og Virring.
Flugtbilisten havde lige krydset kommunegrænsen til Aarhus, da det endelig lykkedes patruljen at standse ham ved en let påkørsel.
Der var gået cirka 20 minutter, da politiet anholdt den 31-årige mand fra Rønde.