Fortsæt til indhold

Tiltalt for ekstremt mange lovovertrædelser

Provodigteren nægter sig skyldig i tiltalerne forbundet med skudepisoden, oplyser forsvarsadvokat

Krimi
Danni Paulsen

Mandag morgen skal digteren Yahya Hassan stå skoleret foran domstolen i Aarhus, efter han tilbage i juni blev anholdt for at have skudt en 17-årig dreng i låret og foden på Kappelvænget i det vestlige Aarhus.
Skudepisoden var kulminationen af ugers furore omkring den kendte digter, der ikke mindst via sin Facebook-profil med billeder og videoer dokumenterede slagsmål, biljagter og optrin med politiet. Derudover sendte han op til flere krigserklæringer rettet mod indvandrerbanden Black Army.
Yahya Hassan er i forbindelse med skyderiet på Kappelvænget blandt andet tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 245 og 252. Sidstnævnte handler om at bringe andres liv og førlighed i fare, og dømmes han skyldig i at have overtrådt den, kan han straffes med op til otte års fængsel.
Ifølge anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus har fået indsigt i, affyrede Yahya Hassan tre-fem skud, hvoraf to ramte den 17-årige i låret og i foden.
"Yahya nægter sig skyldig i anklagerne forbundet med skudepisoden, men jeg kan ikke komme nærmere ind på begrundelsen, før sagen starter," siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til Lokalavisen Aarhus.

Mange anklagepunkter

Det forventes, at størstedelen af retssagen, der er berammet til at køre over tre dage, kommer til at omhandle skudepisoden.
Af anklageskriftet fremgår det ellers, at Yahya Hassan i alt er tiltalt for hele 35 lovovertrædelser, der dateres fra maj 2015 og frem til skyderiet.
"Anklageren har taget mange bagatel-agtige sager med, men jeg forventer, at Yahya erkender alle småforhold, så det kommer ikke til at fylde meget," siger Michael Juul Jensen.
18 af de 35 tiltaler omhandler forskellige former for overtrædelse af færdselsloven. Flere af dem er i forbindelse med, at Yahya Hassan har kørt bil uden førerret, mens han har været påvirket af hash.
Én af færdselssagerne handler om, at han i februar i år ikke ville stoppe for politiet. I stedet flygtede han i sin Mercedes og kørte mindst 152 km/t ad Randersvej mod Lisbjerg i en 60 km/t-zone. To gange mistede han herredømmet over bilen under flugten. Først påkørte han et færdselsskilt og endte i modsatte vejbane på Randersvej, og til sidst endte biljagten, da han i Trige skred ud og ramte en betonvæg.
Foruden færdsels- og skudanklagerne er han tiltalt for tyveri af alkohol på baren Under Masken, hvor han også har skabt ballade og forsøgt at starte slagsmål. Det samme har han angiveligt på bordtennis-baren Shen Mao ved åen, hvor han skulle have prikket en kvinde i ansigtet og hældt en øl ud over hende. Også i Skolegade skulle han på et tidspunkt have indladt sig i slagsmål.
Derudover er der flere småsager, som blandt andet omhandler overtrædelse af et tilhold mod en ekskæreste, at han havde sin tidligere advokats telefon på sig i arresthuset, og så blev der også fundet 4,2 gram hash i hans celle.
Yahya Hassan har været varetægtsfængslet siden skyderiet den 20. juni.
Der forventes at falde dom i sagen den 16. september, og mens Yahya Hassans grundlovsforhør foregik bag lukkede døre, forventes den kommende retssag at være åben for offentligheden.