Fortsæt til indhold

Flere uheld på motorvejen ved Hedensted og Horsens

Krimi
Jeppe Rafn

Torsdag eftermiddag var præget af køkørsel og uheld på E45 motorvejen ved Hedensted og Horsens.
Klokken 15.40 gik det galt i den nordgående retning ved Hedensted i forbindelse med opbremsninger. To biler i hver sin vognbane bremsede op, hvilket en bagvedkørende bilist ikke nåede at reagere på i tide. Bilisten prøvede at kile sig ind imellem de to forankørende, men ramte dem begge. Heldigvis uden at der skete skade på andet end bilerne.
10 minutter senere skete der et harmonikasammenstød ved Horsens med hele fem biler, der kørte op i hinanden, fordi den bagerste bil ikke fik bremset i tide. Heldigvis skete der også her kun skade på bilerne. Ifølge Horsens Lokalpoliti kom ingen personer noget til.