Fortsæt til indhold

11 ulovlige knallerter i Horsens

Krimi
Jeppe Rafn

Færdselspolitiet var i går i dagtimerne på udkig efter ulovlige knallerter i Horsens.
Bevæbnet med et rullefelt, der på stedet kan måle, hvor stærkt knallerten kan køre, fik politiet fat i 11 knallertkørere, der blev noteret for en lovovertrædelse.
De fleste sager handlede om, at knallerten kunne køre for stærkt. En enkelt blev taget for at køre uden styrthjelm. Og en enkelt fik konfiskeret sin knallert, fordi vedkommende tidligere har kørt ulovligt på knallert.
Politiet havde taget opstilling blandt andet på Sønderbrogade, Bjerrevej, Vejlevej og Torstedalle i Horsens.
Det oplyser lokalpolitiet.