Anholdt torsdag - idømt 5 års fængsel fredag
Det gik lynende stærkt for en 50-årig mand fra Horsens, da han blev anholdt for salg af narkotika torsdag. For allerede dagen efter havde han fået sin dom og var på vej i fængsel for at afsone fem år bag tremmer.
Den 50-årige, som var mistænkt for at sælge narko, blev anholdt, efter Specialpatruljen fra Sydøstjyllands Politi havde foretaget en ransagning af hans lejlighed på Hybenvej i Horsens. Resultatet af ransagningen var nemlig 52 gram heroin og et stort kontatbeløb.
"Fredag eftermiddag blev der afholdt grundlovsforhør, og her erkendte den 50-årige mand at have solgt ikke under 1 kg heroin gennem en længere periode," fortæller fungerende vicepolitiinspektør, Morten Vegger, fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer:
"Da manden erkendte sagen, kunne den derfor afgøres med det samme, og det resulterede så i en dom på fem års fængsel. Straks efter retsmødet blev han derfor kørt til et fængsel for at afsone."
Under ransagningen hos manden blev en 52-årig kvinde, der også bor i lejligheden, ligeledes anholdt. Hun blev løsladt igen og kan se frem til at skulle bo alene det næste lange stykke tid.