Har du lige hævet 17.000 kroner på din konto?
En 79-årig kvinde fra Horsens blev i går klokken 13.40 ringet op af sin bank, der spurgte, om hun lige havde lavet tre hævninger på i alt 17.000 kroner på sit Dankort.
Det havde hun ikke, men en times tid tidligere var hun blevet kontaktet af to kvinder, der ville aflevere en blomst til noget familie, men efter alt at dømme i stedet havde til hensigt at stjæle hendes Dankort og misbruge det.
Den ældre kvinde havde været i Bilka og handle og var kørt hjem til sin bopæl på Stensballe Strandvej. Da hun steg ud af bilen, blev hun kontaktet af en engelsktalende kvinde med en blomst, der skulle aflevere blomsten til noget familie og spurgte til en masse ting.
Hensigten var givetvis at skabe forvirring, så en anden kvinde i hendes selskab kunne stjæle den ældre kvindes Dankort.
Farverig engelsktalende kvinde
Kvinden, der kontaktede den ældre kvinde på hendes bopæl på Stensballe Strandvej, beskrives som 45-50 år, 160-165 centimeter høj, lys i huden, almindeligt bygget og med sort langt hår. Hun talte som sagt engelsk og havde en masse guldsmykker på sig og bar et lyst sjal.
Den anden kvinde var 20-25 år og kraftig, cirka 170 centimeter høj og lys i huden.
Horsens Lokalpoliti antager, at de to kvinder har afluret den ældre kvindes Dankort, da hun handlede i Bilka, og derefter er de fulgt efter hende i bil til hjemmet på Stensballe Strandvej, hvor de har skabt forvirring og stjålet dankortet.
Afluringen/tyveriet er foregået omkring klokken 12.00 - 12.30. Politiet vil gerne høre fra vidner, der måtte have set de to kvinder i Bilka, deres bil eller episoden på Stensballe Strandvej. De nåede som nævnt at lave tre hævninger på i alt 17.000 kroner på kortet, inden det blev spærret en times tid senere.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.