Fortsæt til indhold

Kvinde kørt af vejen og overfaldet med slag i ansigtet

Tre personer fulgte efter en 21-årig kvinde natten til søndag

Krimi
Arkiv

Østjyllands Politi er på jagt efter tre personer, som natten til søndag fulgte efter en kvinde fra Hornslet til Auning, hvor de kørte hende af vejen og tildelte hende slag.
Den 21-årige kvinde kørte klokken 03.00 fra Hornslet, og da hun passerede Gammel Estrup, fornemmede hun, at en mørk stationcar, formentlig grøn, fulgte efter hende.
Det blev den ved med forbi Allingåbro, gennem Vejlby, ud på Nordkystvejen og til sidst igennem Allestrup, hvor efterfølgelsen endte på voldsom vis på Løvenholmvej.
Her kørte bilen op på siden af den 21-årige kvinde og tvang hende ud i rabatten og ud på marken.
Kvinden, der nu holdt stille, fik sin bildør åbnet af en ukendt gerningsmand, som tildelte hende et slag i ansigtet, hvorefter han stak af igen.
Hun nåede ikke at registrere gerningsmanden, men hun fornemmede dog, at der var i alt tre personer, hvoraf to af dem talte dansk.
Ingen af de tre personer kunne hun beskrive for politiet, da hun tirsdag middag valgte at anmelde episoden, efter at være blevet overbevist af andre.
Den 21-årige kvinde havde efter nattens uhyggelige oplevelse ondt i hoved, nakke og ribben, skriver Østjyllands Politi, som samtidig nævner, at der ikke er synlige skader på kvindens bil.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har set de to biler, eller som har kendskab til overfaldet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på 114.
dp