Fortsæt til indhold

Hvem er disse falske kvindelige hjemmehjælpere? Plyndrede ældre kvinde under hjemmebesøg

Krimi
Jacob Nielsen

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu foto af to kvindelige tricktyve, der den 27. august stjal smykker fra en 82-årig kvinde i Rødovre.
De to tricktyve henvendte sig på den 82-åriges bopæl på Ruskær lørdag den 27.8 omkring middag under påskud af at være fra Rødovre Kommunes Hjemmepleje. Mens den ene tricktyv gav den ældre kvinde massage i køkkenet, stjal den anden tricktyv smykker fra hendes soveværelse.
Kvinderne beskrives som:
A: Kvinde, 30-40 år, lettere kraftig af bygning, 160-170 cm høj, lys i huden, blond hår sat op i hestehale, iført hvid kittellignende kjole, hvide strømper og sorte sko - medbragte sort skuldertaske.
B: kvinde 30-40 år, alm. bygning, 160-170 cm, lyst langt hår i hestehale, lys i huden, iført blålig kittellignende tøj, hvide strømper og mørke sko, medbragte sort skuldertaske.
Den ene falske hjemmehjælper oplyste under episoden, at hun kom fra Italien. Hun talte angiveligt et udmærket dansk – dog med accent.
"Vi har begrundet håb om, at nogen kan genkende de to tricktyve på de billeder, vi nu har offentliggjort. Vi hører også gerne fra andre, der har været udsat for episoder med de to kvinder. Vi antager, at dette tricktyveri ikke nødvendigvis er deres første," siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.
Kan du hjælpe i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på telefon 43861448 eller på 1-1-4.