Fortsæt til indhold

Her møder han for første gang sin redningskvinde, Lena

Lena Viktoria Forsell blev fredag overrasket med blomster af 16-årige Emil, hvis liv hun var med til at redde 1. maj

Krimi
Jacob Nielsen

En rørende scene udspillede sig på Politigården i Helsingør fredag, hvor Nordsjællands Politi afholdt dusøroverrækkelse og hyldede borgere, som har gjort en ekstraordinær indsats enten ved at hjælpe politiet med at redde andre borgere i nød eller forhindre kriminalitet.
En af dusørmodtagerne var 49-årige Lena Viktoria Forsell fra Helsingborg. 1. maj var hun med til at redde 16-årige Emil Rastrup Hansens liv, efter han faldt om med hjertestop ved et halvmaraton i Lyngby. Fredag eftermiddag mødte de to hinanden, da Emil, sammen med sin mor og far, mødte op på Politigården og gav sin redningskvinde en stor buket blomster og et dybtfølt tak.
"Det er helt fantastisk at møde Emil, og det er så rørende at se, at han er en frisk ung mand igen, og at jeg virkelig har gjort en stor forskel i hans liv," sagde en overrasket Lena, som ikke på forhånd vidste, at Emil og forældrene ville dukke op.
Lena var selv deltager i halvmaraton-løbet i Lyngby den 1. maj, da hun omkring 14 kilometer mærket så den unge danske deltager få det dårligt og falde om med akut hjertestop. I sit daglige arbejde som sygeplejerske i Sverige er hun vandt til at træde til og hjælpe i tilspidsede situationer, og derfor tøvede hun heller ikke her. Sammen med en kvindelig læge gik hun straks i gang med hjertemassage. Hun hjalp efterfølgende politiet med at lægge drop på Emil og blev og hjalp patruljen på stedet, indtil Emil var sikkert med ambulancen. Det er af politiets opfattelse, at hendes indsats var med til at redde Emils liv.
Hør Lena fortælle mere om den dramatiske oplevelse 1. maj i videoindslaget øverst i denne artikel.
Emil havde ikke selv mod på at stille op til interview.

Giv gerne Lena et like for hendes heltemodige indsats i Facebookopslaget nedenfor.