Fremtidsplan skal laves om
Beredskabsstyrelsen, borgerne og medarbejderne er for utrygge
Planerne for fremtidens beredskab i Trekantområdet, skal skrives om. Den fremtidsplan, der har været til diskussion i de seneste måneder, er droppet. Det sker efter hård kritik fra borgere, politikere, Beredskabsstyrelsen og ansatte i blandt andet brandvæsenet.
I stedet for at vedtage en ny såkaldt dimensioneringsplan i løbet af de kommende uger eller måneder skal en helt ny proces skydes igang. Den skal løbe næste år og ind i 2018. Så først om knap to år skal beredskabet lægges om i henhold til de sparekrav, der tidligere er præsenteret. Indtil da kører beredskabet videre som hidtil, meddeler Trekantbrand i en pressemeddelelse.
På et møde i TrekantBrand tidligere i dag drøftede borgmestrene fra de involverede kommuner – Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart, Billund og Vejen – oplægget til at udskyde hele projektet. Og der var opbakning hele bordet rundt.
Brug for mere tid
Beslutningen betyder, at det hidtidige - og meget kritiserede - udkast bliver taget af bordet.
Nu skal der lægges en plan for, hvordan fremtidsplanen bedst kan lægges. Der lægges vægt på, at der bliver tid til at gennemføre en mere grundig proces, end der har været mulighed for i det nystiftede fælles brandvæsen. I processen skal der være plads til dialog med medarbejdere, borgere og beslutningstagere.
Udskydelsen betyder, at sparekravet ikke kan opfyldes her og nu. Borgmestrene for de involverede kommuner har givet hinanden håndslag på, at de er parate til via tillægsbevillinger at sikre det økonomiske grundlag for at videreføre beredskabet frem til 2018 uden gennemførelse af de planlagte besparelser.