21-årig anholdt i voldtægtssag
En 21-årige mandlig asylansøger fra Bangladesh blev torsdag anholdt i Sønderborg og sigtet for et brutalt voldtægtsforsøg begået mod en 27-årig kvinde på Aarøsund Landevej i Haderslev om morgenen søndag den 7. august klokken 04.51.
Her væltede den 21-årige mand kvinden omkuld og forsøgte at voldtage hende. Ved at kæmpe imod og slå gerningsmanden lykkedes det dog kvinden at sende voldtægtsmanden på flugt.
Efterforskningen i sagen har gjort, at politiet nu føler sig sikre på, at den sigtede 21-årige mand kan knyttes til sagen.
Politiet har tidligere haft ham knyttet til efterforskningen, men via TV 2-programmet Station 2 Efterlyst blev man af vidner gjort opmærksom på manden endnu engang. Der blev derfor foretaget yderligere efterforskning, som har ført til anholdelsen.
Voldtægt nummer to
Sagen er en af to sager om volgtægt begået af asylansøgere i Haderslevs natteliv henover sommeren. I en anden sag fra 16. juli blev en 24-årig iransk asylansøger anholdt, mens han lynede sine bukser op. Manden blev taget på fersk gerning, da han voldtog en 19-årig pige omkring en skole ved Kløvermarken i Haderslev.
Asylspray
De to sager har været stærkt medvirkende til, at partiet Danskernes Parti sidste weekend uddelte deres såkaldte "asylspray" til forbipasserende i byens gågade. En spray, som de mener, man kan og skal benytte som våben, hvis man bliver overfaldet af en asylansøger.
"Vi gør det for at sætte fokus på, at der er kommet utryghed blandt andet her i Haderslev, hvor der har været voldtægter begået af asylansøgere. Den utryghed ønsker vi at gøre op med med denne asylspray," udtalte Daniel Carlsen fra partiet, da han delte spray ud i Haderslev.