Fortsæt til indhold

Blev hentet ned af politiet

To mænd i tyverne blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen

Krimi
Arkiv

To unge mænd på henholdsvis 22 og 23 år fik tirsdag den idé, at de skulle kravle op i Rådhustårnet på Park Allé i Aarhus C, så de kunne tjekke den gode udsigt ud.
Ifølge Østjyllands Politis døgnrapport kravlede de op i tårnet klokken 23.21 via et stillads, der i øjeblikket er stillet op omkring tårnet.
De unge mænd havde været til koncert og var berusede, men vovemodet forsvandt i det øjeblik, en person råbte til dem. Da blev de bange for konsekvenserne af klatrenummeret.
Politiet kunne se dem stå på en altan på tårnet. Brandvæsnet blev tilkaldt, men det var ikke muligt at få dem ned med brandvæsnets stigevogn, på grund af de mange el-ledninger i området.
Derfor måtte man tilkalde en rådhusvagt, som sørgede for, at dørene ind til tårnet blev åbnet, så de kunne komme ned.
Den 22-årige og 23-årige, som begge er fra Aarhus, blev anholdt klokken 00.27 og taget med på politigården. De blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
dp