Forsvundne Kit fundet ved et bål i skoven
65 kilometer. Så langt væk hjemmefra gik 52-årige Kit Hildgaard Andersen fra sit hjem nær Ribe, før hun blev fundet onsdag aften. Kit har været efterlyst af politiet, siden hun søndag aften forlod hjemmet nær Ribe for at gå en tur med hunden. Hun kom aldrig retur. Det gjorde til gengæld hendes rotweiler, som kom alene hjem mandag.
Siden har en større eftersøgning været i gang. Flere har meldt, at de har set Kit rundt omkring i Sønderjylland og onsdag aften var der så bid.
En borger fra Oksbøl kontaktede ifølge jv.dk brandvæsenet, fordi vedkommende havde observeret ildskær i en skov.
"En brandmand tager ud til stedet, og i udkanten af skoven finder han en kvinde ved et bål. Det foregår rent rutinemæssigt, indtil han finder ud af, at det er hende, vi har ledt efter," fortæller efterforskningsleder hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Jan Rebsdorf.
Kit Hildgaard Andersen var i god behold. Hun er nu genforenet med sin familie. Hendes forsvinden betegner politiet, ifølge jv.dk, som af privat karakter.