Han kom bagfra, pressede hende ind i buskads og ned på jorden
Endnu et uhyggeligt sex-overfald på en kvinde har fundet sted - denne gang søndag nat i Svendborg, og Fyns Politi søger vidner eller oplysninger fra borgere, som kan føre til opklaring af sagen.
Klokken 03.09 søndag modtog Fyns Politi anmeldelse fra en 26-årig kvinde fra Svendborg om forsøg på voldtægt på Nyborgvej i Svendborg. Overfaldet fandt sted på Nyborgvej ved Rottefældeskoven og Kobberbækstien.
Kvinden var på vej hjem fra byen og gik fra Svendborg centrum ad Nyborgvej i østlig retning. Klokken cirka 02.40 blev hun antastet af en mand, som bagfra kom op på siden af hende. Her pressede han hende ud i buskads og ned på jorden. Kvinden skreg og råbte om hjælp og gjorde aktiv modstand. Gerningsmanden opgav voldtægten og løb fra stedet. Et vidne kom kvinden til hjælp, oplyser Fyns Politi
Politiet har udsendt denne beskrivelse af gerningsmanden:
25-30 år og 180-190 cm høj, almindelig til spinkel af bygning, lys i huden, talte dansk, lyst halvlangt 'uglet' hår, måske lidt forhutlet af udseende, iført lyst tøj i form af lyse cowboybukser, lys konditrøje/sweatshirt med store hvide og blå felter/tern og lyse kondisko.
Hvis du har oplysninger i sagen, så kontakt Fyns Politi på 1-1-4.
Del og viderebring meget gerne efterlysningen gennem Facebook-opslaget under denne artikel: