Fortsæt til indhold

Tun- og ostetyv slog vidne og truede Fakta-ansat på livet

34-årig mand fremstilles i grundlovsforhør onsdag morgen

Krimi
Arkiv

Onsdag morgen blev en 34-årig mand fra Aarhus V fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet indtil 19. oktober.
Manden er sigtet for tirsdag morgen klokken 09.06 at have truet et vidne og en ansat på livet, efter han blev snuppet i forsøg på butikstyveri ved Fakta på Jens Baggesens Vej.
Vidnet fik under skærmydslerne samtidig et slag med flad hånd på siden af hovedet, fremgår det af en meddelelse fra Østjyllands Politi.
Forud for optrinnet havde manden stjålet en dåse tun og to pakker ost til en værdi af blot 49 kroner.
Det så en Fakta-medarbejder på videoovervågningen, bad den 34-årige om tingene og tog dem op af hans taske.
Derefter ville en ansat lukke butikstyven ud af butikken, men man blev alligevel enig om, at politiet skulle tilkaldes.
Det gjorde den 34-årige mand så ophidset, at han mente det var på sin plads med trusler og slag.
Manden, som er tidligere kendt af politiet for lignende lovbrud, blev anholdt klokken 09.34.
Han valgte under grundlovsforhøret at kære fængslingen.
dp