Fortsæt til indhold

Forhjulsmøtrikker skruet helt løse

Krimi
Jacob Nielsen

Eleverne på Hampelandskolen i Ølstykke gør klogt i at tjekke deres cykler en ekstra gang for tiden, når de skal hjem fra skole. Flere elever har nemlig oplevet, at forhjulet på deres cykler har været løsnet, fortæller forældre i et Facebookopslag.
Fredag meldte Nanda Stendal, som er mor til en dreng i 4. klasse på skolen, at det var gået ud over hendes søns cykel, mens den holdt parkeret i skolen cykelskur torsdag. Hun er ikke i tvivl om, at de løse møtrikker bevidst er skruet løse.
"De to møtrikker, der holder forhjulet skruet fast til forgaflen, var med vilje skruet helt løse, så forhjulet bare kunne tages af. Han kunne faktisk godt køre på cyklen, hvilket gør det ekstra farligt, da han så kunne komme ud for at forhjulet falder af henover et hul i asfalten eller henover en kantsten under kørslen. Han kører nogle gange stærkt, så det kunne gå grueligt galt," fortæller Nanda.
Nanda beretter samtidig, at hendes datters cykel har været udsat for noget tilsvarende, og derfor har hun opfordret skolen til at kommunikere ud til alle, at de skal tage deres forholdregler og tjekke deres cykler, inden de sætter sig op på dem.
En anden mor til et barn på skolen, Mette Jensen, fortæller, at hendes søn også har været ude for den særdeles grove spøg på Hampelandsskolen. Hun troede dog bare, at møtrikkerne var gået løse af sig selv, så hun spændte dem bare, da sønnen kom hjem med cyklen. "Men det er da klar gjort med vilje, kan jeg godt se nu. Meget farlig leg," siger hun.
Nanda Stendal håber, at skolen melder hærværket videre til politiet og håber samtidig, at spredning af advarslen rundt om på nettet kan være med til at få gerningmanden stoppet.
"Del advarslen, og meld det, hvis I kommer ud for dette farlige hærværk. Det her er altså mere end bare drengestreger, så hjælp også gerne til at finde ud af, hvem der dog finder på sådan noget," skriver Nanda på Facebook.