Opgiv ALDRIG dit cpr-nummer til denne falske Yousee-mand
Det lykkedes tirsdag formiddag en mand, som udgav sig for at være fra tv- og telefirmaet Yousee at lokke cpr-nummeret ud af en 22-årig kvinde i Holbæk. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden blev klokken 10.30 kontaktet af manden over telefonen. Han gav kvinden et fordelagtigt tilbud på flere tv-kanaler, og i den forbindelse bad han kvinden om at oplyse sit cpr-nummer. Hun ville dernæst modtage en bekræftelse på aftalen, lød beskeden. Det skete dog ikke, og da hun efterfølgende kontaktede Yousee, fik hun af vide, at der slet ikke var et sådant tilbud, som "sælgeren" havde givet hende.
Den 22-årige kvinde anmeldte derfor episoden til politiet, som antager, at der er tale om en eller anden form for bedrageriforsøg.
Politiets råd til alle er, at man aldrig opgiver cpr.nr., kontonummer eller lignende til nogen, man ikke kender eller kan få bekræftet identiteten på.