Tre brande på Axelborg lørdag aften
Jeppe Rafn
Politiet blev lørdag aften flere gange kaldt til brand i boligkvarteret Axelborg i Horsens.
Klokken 19.38 modtog politiet en anmeldelse om, at der indenfor en halv time havde været to brande i containere tæt på hinanden. Brandene blev ifølge politiet slukket af anmelderen, inden de nåede at blive farlige for personer eller bygninger.
Da politiet kom ud på stedet, hørte betjentene tre kanonslag, oplyser politikommissær Jesper Julian Christensen.
Klokken 22.40 var der igen brand i området. Denne gang rykkede brandvæsenet ud for at slukke ild i en kompostbunke ved nogle nyttehaver. Heller ikke ved denne brand var der nogen i fare.